Udskriv

Læseprøve 2-2019

Dom
i Iustitssagen mod Rasmus Madsen Aalborg af Thiirstrup.
Tiltalte Rasmus Madsen Aalborg, som er over criminel
Lavalder, og ikke overbeviist om tilforn at have begaaet
nogen Forbrydelse, er under denne Sag ved egen Tilstaaelse,
der stadfæstes ved de oplyste Omstændigheder, overbeviist
om, at have begaaet Tyverie af 2 Skp Rug, som er vurde-
ret til 1 Rbdlr Seddel, hos Kirkesanger Petersen i Thiirstrup,

hos hvem han paa den Tid som Daglønner og Tærsker, stod
i Tjeneste. Skjønt Tiltalte ikke stod i det rette Tyende-
forhold til den Bestjaalne, eftersom han hos denne hver-
ken nød Kost eller aarlig Løn, saa, da Tyveriet er begaaet
paa de Kornvarer Tiltalte var betroet og havde under
Opsyn, og det altsaa var vanskeligt for Eieren at forebygge
saadant Tyverie, vil den Omstændighed at Kosterne ere
frastjaalne den Mand hos hvem Tiltalte var som Tærsker,
komme i Betragtning til at skjærpe Straffen for den-
ne Forbrydelse; men Gjenstandens Ubetydelighed, Til-
taltes Fattigdom og den Bestjaalnes bedre Kaar, taler
imidlertid saa meget til hans Undskyldning, at der
paa Grund deraf og efter Sagens øvrige Omstændigheder,
…..

Historien

Dommen blev afsagt den 22. oktober 1829. Den dømte Rasmus Madsen Aalborg var en husmand i begyndelsen af trediverne, som havde stjålet to skæpper (en skæppe er godt 17 l) rug, vurderet til en rigsdaler, fra kirkesanger og skolelærer Petersen i Tirstrup.

Rasmus var ansat som daglejer af skolelæreren til at tærske noget rug, og havde nogle gange taget så meget rug, som han kunne have i sin hat eller i en lille pose. Han gemte rugen hjemme i ovnen. Han tilstod straks tyveriet, da det blev opdaget.

Rasmus boede i et hus i Tirstrup og ernærede sig som daglejer med forefaldende arbejde som grøftegravning og tærskning. Han var gift med Mette Rasmusdatter, som havde en datter på 12 år fra et tidligere ægteskab. Desuden boede hans mor på 62 år i huset.

Mette blev afhørt under sagen, og forklarede, at hun intet kendte til tyveriet, og at hun havde haft høsttjeneste på den nærliggende Høgholm i flere uger og kun været hjemme fra lørdag aften til mandag morgen, dagen før tyveriet blev opdaget. Rasmus’ mor blev af en eller anden grund ikke afhørt.

Derimod blev der indhentet udtalelser fra de seks arbejdsgivere, som Rasmus havde haft siden før konfirmationen, og indtil han flyttede til Tirstrup efter faderens død 3 år tidligere. Desuden blev præsten i Tirstrup bedt om en udtalelse, blandt andet om, ”hvorledes hans Opdragelse og Forhold i Deres Pastorat har været, hvorledes hans Religions Kundskaber ere befundne, samt om hans iværende Kaar”.

De tidligere arbejdsgivere havde vidt forskellige bedømmelser af Rasmus, nogle brugte vendinger som ”upåklagelig, ”intet at udsætte på ham”, ”ærlig, tro og arbejdsom”, ”godt og upåklageligt”. En anden nævnte ”studsighed og videre slet opførsel” og en havde afskediget ham, da han ”oftere fandtes beruset af drik og i sådan tilstand blev uefterrettelig og til dels uregerlig”. Ejeren af Frederiksdal Mølle i nabosognet havde ansat ham som 2. møllersvend på møllen, men afskediget ham, da han ”fandt ham dertil ligesaa skikket som det 5. hjul til vognen”. Han fortsatte derefter som karl på Frederiksdal, ”hvorved jeg lærte at kjende ham som et godt eenfoldigt Stakkel.”

Præsten bekræftede, at en Rasmus Madsen blev konfirmeret i Tirstrup i 1813, men hans dåb kunne han ikke finde i kirkebogen. Dog ”er han efter sin Moders og andre Mænds Udsagn født i Thiirstrup”, som der står. Hans religionskundskaber var kun mådelige, og efter hvad præsten havde hørt, skulle han som daglejer være fattig.

Forsvarer (defensor) og anklager (actor) fremlægger hver deres indlæg. Anklageren fremhæver, at Rasmus og Mette ikke kan være fattige, da de begge er arbejdsføre og har arbejde, og han indstiller til en dom på 6 gange 5 dages vand og brød.

Forsvareren mener, at Rasmus hverken er en farlig eller ond forbryder, og at han har stjålet rugen til at bage brød, fordi han er fattig. Han må antages at være ”enfoldig og af indskrænkede begreber.” Han indstiller til en dom på 2 gange 5 dages vand og brød.

Dommen lyder på fængsel på vand og brød i 3 gange 5 dage. Desuden skal Rasmus betale sagens omkostninger på 7 rigsdaler samt diætpenge til forsvareren.


Hele teksten kan ses her »»