Ved foreningens 40-års jubilæum i 1997 skrev formand gennem 26 år, Poul Ruggaard Porse, en artikel om foreningens start.

Også ved 50-års jubilæet i 2007 skrev han en artikel - denne kan ses i jubilæumsfestskriftet

I anledning af SLÆGTSHISTORISK FORENINGS 40 årsjubilæum i 1997 har bestyrelsen anmodet mig om at berette lidt om foreningen i den længst forsvundne tid, hvor jeg fungerede som formand.

Allerede ved foreningens 10 årsjubilæum i 1967 redegjorde jeg vel ret detaljeret for foreningens virke da i en beretning, der blev bragt i PERSONALHISTORISK TIDSSKRIFT 1968.

Så hvad jeg her kan supplere med, bliver nok spredte erindringer.

Det kunne måske af den nævnte beretning lyde, som om foreningens start slet ikke havde budt på vanskeligheder. Det er imidlertid ikke tilfældet. Alene økonomien voldte os i adskillige år kvaler. Kontingentet var - set med nutidens øjne - ganske lavt ansat, men alligevel blev det vedtaget, at et så voldsomt beløb nødvendigvis måtte deles i halvårlige terminer. Det indebar derfor, at bestyrelsen i starten kun havde ganske fa midler til rådighed, nemlig det halvårlige kontingent fra de 18 medlemmer. Forholdet blev ikke bedre af, at ikke alle var lige hurtige til at få betalt.

Men som så ofte siden fik foreningen hjælp fra flere sider. Helt enestående var således den hjælp, vi fik fra daværende redaktør for JYLLANDS-POSTEN, Lasse Egebjerg, som ganske uden vederlag sørgede for trykningen af foreningens love og medlemskort i et omfang, som dækkede forbruget i en lang årrække fremover. For yderligere at støtte foreningens økonomi insisterede han på udover sit eget medlemskab også at indmelde hustruen som medlem.

Fra bogbinder Ove Bøgh fik foreningen kartotekskort af enhver tænkelig art tillige med nogle orangefarvede kort, som i flere år tjente som foreningens let kendelige postkort med oplysninger om arrangementerne. Kortene blev i øvrigt udskrevet på maskine et for et uden udgift, og ofte var jeg ydermere i stand til at spare portoudgiften til indenbys boende medlemmer ved i løbet af nogle nætter at poste dem under patruljering som politimand.

Fra landsarkivet i Viborgs side blev der vist os en enestående velvilje. Jeg spurgte således kort efter starten den daværende landsarkivar Johan Hvidtfeldt, om det ville være muligt for foreningen at komme på arkivet udenfor den sædvanlige åbningstid, da den dengang alt for lille læsesal ikke kunne rumme os samtidig med dagens andre besøgende. Hvidtfeldt svarede, at vi selv kunne vælge, om vi ville komme lørdag eller søndag. Arkivet ville uden vederlag stille det nødvendige personale til rådighed. Vi valgte lørdag, og det blev starten på en serie fornøjelige og udbytterige udflugter med rutebil til Viborg. I byen fandtes dengang et afholdshotel, som var bekendt for sit såkaldte sønderjyske kaffebord, der, så vidt jeg husker, bestod af ikke mindre end 16 forskellige slags kaffebrød. Hertil ankom vi hver gang kl. 14, og da de færreste af os forinden havde spist, gik der gerne et par timer, inden alle var nået igennem det enorme sortiment, men så var yderligere måltider den dag også helt overflødige.

Allerede henunder fik vi ofte i tilgift et foredrag af en til lejligheden indforskrevet arkivar eller registrator fra landsarkivet. Honoraret herfor var simpelt hen blot kaffen.

I det hele må vi erkende, at vi navnlig i de første ar simpelthen drev rovdrift på landsarkivets arkivarer og her måske i ganske særlig grad Knud Prange, der jo havde familie i Århus, som vi ligesom kalkulerede med, at han vel alligevel skulle besøge og nok også kunne overnatte hos.

SkrifttavleJeg havde dengang to kolleger, som var dygtige tegnere, og under en stille natlig patrulje med den ene som makker spurgte jeg ham, om han mente sig i stand til at tegne en skematisk fremstilling af de håndskrevne bogstavers udvikling fra tidernes morgen frem til nutiden. Han var opsat på at gøre forsøget, og jeg forsynede ham derfor med alle de skrifttavler, jeg kunne finde frem til i den trykte litteratur. Kun en uge efter kom han med det færdige resultat, en stor udfoldelig tavle med de enkelte bogstavers udvikling fremstillet i lystryk. Jeg husker ikke bestemt, men jeg håber, at jeg gav ham en kop kaffe, for anden betaling fik han i hvert fald ikke, da han hurtigt fik ansættelse udenbys og døde alt for ung, præget af Gestapos tortur, som han var. Foreningen har siden ladet tavlen udføre i et smukkere tryk, og den har som bekendt været et glimrende aktiv for foreningen.

Foreningens logoDen anden kollega - desværre netop afgået ved døden - var om muligt en endnu dygtigere tegner, og ham overtalte jeg til at tegne et bomærke til foreningen. Resultatet blev den fremragende tegning, som siden har tjent som foreningens bomærke. Honoraret for et sådant arbejde ansættes sædvanligvis meget højt, men sædvanen tro nøjedes vi med at nærmest symbolsk beløb.

Når man tænker tilbage gennem de mange år, kan det ikke undgås, at man mindes de mange fortræffelige mennesker, man har mødt såvel i medlemskredsen som inden for arkivverdenen.

Jeg tror mange med mig har gjort den erfaring, at man som slægtsforsker uvægerligt får mange noget ældre venner, som man naturligt nok mister lidt efter lidt. For hver gang føler man sig en lille smule fattigere.

Jeg har nævnt Hvidtfeldt, som jeg satte stor pris på, og som jeg følte nærmest forkælede vores lille forening. Jeg har et fortrinligt fotografi af ham siddende foran sit skrivebord med den uundværlige - altid stærkt forbankede - pibe i hånden, og jeg kan endnu se ham som en hvirvelvind komme farende fra kontoret igennem den gamle læsesal (i huset på plænen) ud i magasinerne med en stribe røg efter sig fra piben i højre bukselomme.

Jeg mindes også stationsforstander Kaster fra Odder, hvis ildhu skaffede foreningen mange medlemmer fra området. Han fik en brat død midt mellem os under en rundvisning i rigsarkivets magasiner.

Af den lille tremandsbestyrelse, vi var fra starten, mistede vi først Aa. Bonde, uden hvis hjælp vi måske aldrig var blevet etableret. Langt senere mistede vi S.E. Sørensen, der først som kasserer og de senere ar som foreningens formand og samtidig som primus motor ved etableringen af sammenslutningen af de slægtshistoriske foreninger og som den første formand for samme gjorde en fremragende indsats for sagen. Et senere meget energisk bestyrelsesmedlem, Carla Lauenborg, mindes jeg, da vi efter hendes udtrykkelige ønske holdt bestyrelsesmøde ved hendes sygeleje kort for hendes død af en uhelbredelig sygdom.

Til slut burde jeg maske nævne, at vi midt i 1970'eme forsøgte os med udgivelse af et lille blad, som vi - for ikke at stille forventningerne for højt - kaldte "Meddelelser fra Slægtshistorisk Forening"- Det blev kun til to numre, før vi måtte indstille, da økonomien slet ikke tillod sådant, da det var ret bekosteligt efter datidens teknik med duplikering.

Efter disse noget spredte bemærkninger har jeg kun tilbage at ønske foreningen hjertelig til lykke med 40-års jubilæet, som jo finder sted, netop som foreningen er inde i en rivende udvikling, som jeg føler mig overbevist om vil fortsætte med den meget kompetente og dynamiske ledelse foreningen i dag bar.