Danske Kancellis Supplikprotokoller
Tirsdag, 18. april 2006 20:00

Kildeskriftselskabet har udgivet to CD'er af Michael Bregnsbo og Gunner Lind med et udvalg fra ovennævnte protokoller. Man har udvalgt syv år, 1705, 1715, 1735, 1755, 1775, 1785 og 1795 og herfra udtaget ca. 20 % = henved 5.000 sager. Selv om det er mange sager, der er udtaget, er det altså kun en meget lille del, der er med. Der er mulighed for at søge blandt andet på navn og sted, og for hver sag vises, hvad sagen drejer sig om, svar og resume af sagens behandling. Endvidere kan man se selve dokumentet.

Supplikprotokoller hører under Danske Kancelli og indeholder titusindvis af sagsreferater over indkomne skrivelser og af sagsbehandlingen, hvilket kaster interessant lys over mangfoldige sider af datidens samfundsliv, når personer af alle samfundslag, af begge køn og fra alle dele af det dansk-norske monarki "skrev til kongen" med bønner, ønsker eller klagemål. Protokollerne er bevarede gennem hele 1700-tallet.

Det er et regulært program, man køber, hvilket betyder, at man er nødt til at lære det at kende for at kunne bruge det. Vejledningen er på 1. CD, og det er nok klogt at nøjes med at installere denne CD i første omgang og så læse vejledningen igennem, inden man forsøger at gå videre. Vejledningen er på 41 sider, hvoraf de 24 er en fyldig ordliste.

Da det kun er et meget lille antal sager, der er med, har CD'erne den største betydning ved, at de viser, hvad det er muligt at finde i disse supplikprotokoller. CD'erne koster 100 kr. + porto og kan købes ved henvendelse til Kildeskriftselskabet, Rigsdagsgården 9, 1218 Kbh. K, tlf. 33 14 34 14 eller på hjemmesiden sa.dk/lak/kilde/.

 
Du er her: Nyheder | Arkiver | Danske Kancellis Supplikprotokoller