Sværke-slægten
Mandag, 09. september 2002 20:00

Det er ikke blandt nobelpristagerne i litteratur, man skal lede efter forfatteren Helene Strange, men hendes 8 romaner om den falsterske Sværkeslægt er en guldgrube for slægtsforskere. Omtalen på bagsiden af Sværkeslægten 1, "Søren Sværke" giver en præcis introduktion til serien:

"Det er den danske bondes historie, vi oplever gennem Sværkeslægten. En svunden kultur bliver levende for os, mens vi følger de stærke, slægtsstolte mænd og kvinder i årstidernes skiften mellem lange, travle arbejdsdage, muntre, brogede fester og de store højtider, når liv og død sætter skel i deres rækker.

Handlingen begynder 1720, hvor vi finder den tunge, stejle Søren Sværke på en af kronens gårde på Nordfalster. Som en høvding styrer han sin husstand, og i bylavet står han stadig som den første. Kun i eet forhold må han opleve, at styrke og viljekraft ikke er nok. Else, hans smukke hustru, der halvt er tvunget ind i ægteskabet med ham, slår ham de sår, som bliver afgørende for hans, og dermed slægtens, skæbne i lange tider fremover."

Handlingen fortsætter op gennem tiden til "Den sidste Sværke". Vi får Danmarkshistorien repeteret, både makro- og mikro-: landboreformerne, statsbankerotten, grundloven, de slesvigske krige. Kongehusets gøren og laden kommenteres som i dag. Den første jernbane, dampskibene og ikke mindst diverse ændringer i dagligdagen i skikkelse af pengeombytning, skiftende kornpriser, landbrugets mekanisering osv.

"Sværken" er den første i landsbyen efter præst og degn, som får avis, og vi ser ham ved langbordet læsende højt for familie og tjenestefolk - og får tilhørernes kommentarer.

Og gennem det hele går beretningen om slægten som den tryghedsskabende faktor, men også om dens krav til det enkelte medlems solidaritet og underkastelse. Der er måske tryghed i at underkaste sig slægten, men der er ikke megen lykke. Enkelte kan ikke klare det og går til grunde.

Læs "Sværkeslægten" før din sidemand og bliv klogere på, hvordan livet dengang kunne være.

Bøgerne er fra 1970'erne og står endnu på bibliotekernes hylder. Men hvor længe?

 
Du er her: Nyheder | Bøger | Sværke-slægten