Første gang, vi fik noget, der minder om en navnelov med faste slægtsnavne, var i 1526, da Frederik I. påbød alle gamle adelsslægter at føre et fast slægtsnavn. Mange af disse navne havde været anvendt af slægterne som et beskrivende navn, der ofte afspejlede deres våbenskjold, f.eks.Gyldenstjerne, Sparre, Bjælke, Ulfstand, Marsvin, Oxe, Høg, Munk, Hvid, osv. Disse kendemærker fra skjoldene blev i mange tilfælde gjort til faste slægtsnavne.
Denne introduktion af slægtsnavne spredte sig langsomt op gennem 1500-1600-tallet, først til de førende borgere i købstæderne, dvs. købmænd og embedsmænd, og på landet var det gejstligheden der førte an, bl.a. dukkede der mange latiniserede præstenavne op, f.eks. Pontoppidan (af Broby), Paludan (af Kærby), Lacoppidan (af Søby), osv. Medvirkende til faste slægtsnavne i købstæderne var også den betydelige indvandring af tyske købmænd og håndværkere, som i langt højere grad brugte faste efternavne.
På landet gik udviklingen dog meget langsom i bondestanden, og sædvanen med anvendelse af patronymikon (faderens fornavn med efterstillet -sen eller -datter) dominerede helt op imod 1800-tallet. Det bevirkede bl.a., at op til flere personer i en landsby kunne føre samme navn, f.eks. Jens Jensen, Søren Sørensen, Niels Nielsen, osv. og det gav helt naturligt problemer med store muligheder for forvekslinger. Og det stigende befolkningstal påvirkede også situationen.
Regeringen prøvede derfor ved en forordning af 30. maj 1828 at få befolkningen til at bruge faste slægtsnavne. Det hed sig i §18: "I øvrigt bør ethvert barn ved dåben benævnes ej alene med fornavn, men og med det familie- eller stednavn, som det i fremtiden bør bære".
Forordningen var dog meget uklart formuleret og skabte mere forvirring end gavn. Og irritation, da det i 1829 blev præciseret, at pigebørns efternavn nok måtte være faderens fornavn, blot det var med endelsen -sen og ikke -datter, men hvordan i alverden kunne en pige hedde -søn? Almuen rystede på hovedet og fortsatte længe endnu med -datter. En ting var dog gavnlig, nemlig at præsten nu indførte barnet i kirkebogen med både for- og efternavn ved dåbshandlingen.
Da store dele af landbefolkningen altså valgte at se stort på 1828-forordningen (vel forøvrigt med sognepræstens velsignelse?), følte Kirke- og Undervisningsministeriet sig nødt til den 6. august 1856 at udstede et cirkulære, som indskærpede de gældende regler. Det blev slået klart fast, at det én gang valgte familienavn "ikke blot skal komme til anvendelse for alle børn i den samme generation, men også for alle følgende generationer i den samme familie, medmindre bevilling til afvigelse erhverves". Men stadig strittede mange almuefolk især på landet imod, og først op mod 1870 ser man vel de gamle traditioner næsten udryddet.
Kaos var bragt til ophør, men forinden havde man i 1830'erne og 1840'erne formået at skabe søskendeflokke med flere forskellige efternavne. Anders Nielsens ældste børn kom f.eks. til at hedde Niels Andersen og Maren Andersdatter, og de yngste Søren Nielsen og Johanne Nielsdatter/Nielsen. Hvem kunne på nær nærmeste familie vide at denne flok rent faktisk var søskende?
Nu havde man altså fået befolkningen til at bruge det samme slægtsnavn fra generation til generation, men stadigvæk var der stor overvægt af patronymikon-navne, Jensen, Hansen, Pedersen. Og det var ikke så nemt at få et nyt efternavn. Eneste mulighed var gennem en kgl. bevilling. Ansøgningerne vedlagt bilag med gode begrundelser indsendtes gennem amtet til regeringskontorerne i København.
Før 1849 kan ansøgningerne findes i Danske Kancellis arkiv og derefter i Justitsministeriet, men som hovedregel kan sagen også følges gennem amtets journaler under gruppen "bevillinger". Det var imidlertid en temmelig dyr løsning at få nyt navn.
Men i slutningen af 1800-tallet blev der fremlagt forslag på Rigsdagen, som gav folk ret til som efternavn at bruge tilnavne, der havde været båret af deres far eller farfar. Desuden skulle man også have ret til at antage navnet på den ejendom, man ejede, såfremt den vel at mærke også havde været ejet af ens far og farfar. Endvidere havde Justitsministeriet udarbejdet en lang liste over stednavne, "som stemte overens med dansk sprogtone", som man kunne ansøge om at overtage som slægtsnavn. Og endelig skulle fraskilte kvinder have ret til at antage deres ungpigenavn.
Den nye navneforandringslov blev vedtaget med kongens underskrift 22. april 1904. De ovennævnte muligheder og begrænsninger blev modereret i den endelige lov. Og for at forhindre ibrugværende efternavne mod "overgreb" fra nye brugere, indførte man en liste over "forbeholdte navne", som således var beskyttede og ikke kunne bevilges til nye brugere. Men den centrale ide var, at folk kunne vælge lige, hvad det skulle være, blot det stemte med dansk sprogtone og ikke var "upassende". Herudover blev det muligt, at få efternavne og tilnavne, som ens fædre eller bedsteforældre var kendt under, eller ejendomsnavne med tilknytning till slægten. Disse muligheder var kun åbne i en kort periode, frem til lovens endelige ikrafttræden 1. juli 1906. Og det afspejler sig jo også i kirkebøgernes navnerettelser, som i langt overvejende grad er dateret 1904-06.
Disse nye navnebeviser udstedtes af borgmestre, by- og herredsfogder (efter 1919 politimestrene), og indførtes i særlige navneforandringsprotokoller ved de lokale embeder.
Ovenstående korte gennemgang kan udbygges ved læsning af Ole Degn: De danske efternavne på -sen; i Pers. Tidsk. 2001, s. 14-34; og Karl Peder Pedersen: Fra Sørensen til Sjølund. Om at ændre sit navn i Danmark; i Journalen nr. 1, 2001 s. 19-26.
